10 forkerte replikker når en sort fyr prøver at score en hvid pige..

1. At få sin ven til at råbe tværs over markedspladsen: “My friend wants to sleep with you!"

2   Hej. Jeg elsker dig på grund af din farve… (Tak… den er også en stor del af min personlighed..)

3. Lavmælt sige: ”Fine womens,” når et par poomuis kommer forbi.

4.   En lille seddel hvorpå der star: ”I want with you my heart and my desire..” Eller bare et nr. Underligt!

5. Blokere vejen med en motorcykel og forlange at få den udkårnes navn og telefonnr. før hun kan passere. (Det var ret creepy)

6. At snige sig hen til restauranten, hvor vi spiser og foreslå at hans boss betaler for vores middag.

7. ”Vil I med ud og danse på lørdag? Du får lige mit nr., så forventer jeg at du ringer til mig.” Under konstant blinken med det ene øje (Den samme som med middagen..)

8. Skal I hjem nu? Skal jeg ikke tage med? (Stadig den samme)

9. Hvis du er forlovet, hvor er så din ring? Jeg vil gerne være din forlovede.

10. Kristen siger du? Jeg er faktisk muslim, men måske kan du konvertere mig? Må jeg lige følge dig hjem?

Og det her var bare underligt:

  Sød kvinde siger: ”Hej Jita, jeg kan godt lide dig og dine små hænder og lille næse etc... Jeg vil gerne give dig min bror! Han er flot og respekterer kvinder. Jeg er seriøs! Hvad siger du?”

Dagens begivenhed

Solen skinner med fuld kraft fra den blå himmel, hvor små klynger af skyer af og til driver forbi. Så kommer der en sky foran solen og hele den betonbelagte gårdsplads ligger i skygge. Men lige nu har solen frit spil, og de brandvarme stråler rammer en lille nøgen dreng med mørk hud, som trækker vand op ad brønden til aftenens bad. Huset er helt stille og kun de små pytter vand på betonet viser at der for kun en halv time siden var gang i samtlige medlemmer af huset inklusiv nattevagten, da gårdspladsen skulle rengøres. Det store bord, som ellers normalt står i spisestuen indenfor, står nu under halvtaget og vidner om dagens begivenheder i baggården ved det blå hus. Stolene står spredt og en mørk kvinde gør stilfærdigt rent efter det afrikanske måltid, der blev tilberedt her tidligere på dagen af et par hvide piger og deres afrikanske venner. Som tingene er nu er det ikke til at se, hvordan de afrikanske piger bestemt gav deres kortfattede ordrer til de hvide, om hvordan maden skulle tilberedes, og heller ikke at maden slet ikke blev færdig til den tid, hvor alle de unge fra kirken begyndte at ankomme for at spise med. Nej, det er ikke til at se nu hvor eftermiddagssolen glimter i det vand, der flyder henover jorden.

Men der hersker vist ingen tvivl om at det skete. For de danske piger, der tilberedte maden er der i dag hændt noget de er helt uvante med. Efter at have lovet hinanden ikke at tage andre hjælpemidler i brug end de får besked på, har de kæmpet en ulige kamp med temperament og tid, mens de har skrællet frugter, hakket kød, skåret blade og åbnet dåser med tomatpuré med en og samme kniv. Henad vejen fik de afrikanske piger nok af de danske pigers ubehjælpsomme forsøg, og der blev erklæret undtagelsestilstand, hvor afrikanere blev tilladt at hjælpe danskerne med at lave maden, da der ellers herskede tvivl om hvorvidt maden nogensinde ville blive færdig. Nogle ordrer blev givet for kontant hvilket ofte resulterede i den ene piges stejlen over ikke at blive spurgt pænt, alt imens den anden pige for det meste sad stille og roligt i gang med, hvad hun end måtte blive kommanderet til. De unge ankommer og mens kvinderne ivrigt kaster sig i gang med arbejdet finder de unge fyre en stol hver og danskerne må med undren se på mens kønnene opdeles under arbejdet. Med endnu større undren må de betragte mændene, sorte som hvide, bænke sig omkring bordet for at påbegynde middagen bestående af et stort fad ris med jordnøddesuppe, mens kvinderne sætter sig i skrædderstilling omkring en anden skål på gulvet, for at spise deres del af den netop færdigberedte suppe. Ingen finder det underligt, at kønnene fordeles sådan, og de hvide piger er ganske enkelt for forundrede og mundlamme til at gøre noget ved det absurde optrin. Det eneste der beviser at optrinnet ikke er lige normalt for alle, er den lille, korthårede, danske pige som fornøjet spæner rundt for at forevige dette kulturchok med sit alt for store Pentax-spejlreflekskamera.

Billeder af nice

 Søde danskere i SL. Fra venstre: Simon, Kristina, Asbjørn, Joel, Sarah

Canon George, en af de seje præster fra kirken!

Vi bader på en alt for lækker strand

Markedsstemning i Kenema

Jusu står bagerst og spiller sej, mens Keifala bare er for nice foran.

Hvor mange unge kan køre med en bil? En masse, hvis det er på ladet...

Tøjet vaskes i den mudrede flod.. 

Alt for seje afrikanske ladies fra Bauya!

Alt for søde børn i Gobaru!

Tilføj billedtekst

De unge i Bauya!

Et lokalt rasleinstrument, der kan larme meeeget.

Skolen i Moyamba, hvor kirken også bliver afholdt, fordi der ikke er råd til en rigtig kirkebygning.

Kvinder fra Bohjema

På vej ud til kirkens palmeplantage, som bruges til fundraising.

Sammen med Hannah og Frances i Kenema

Jeg faldt totalt for Vandys charme, når han slog vejrmøller og koldbøtter og konstant landede lige på numsen. Sødt <3

Alvorlige sange som er svære at tage seriøst

Sang på Krio:

Tell ham tenki, tell ham

Tell Pappa God tenki.

For what he do for me i go tell ham tenki

Tell ham tenki, tell ham

Tell Papa God tenki.

Eftersom krio bare er ødelagt engelsk er det forholdsvist let at gætte hvad denne sang handler om. 

Vi siger Gud tak!

Sang på Mende:

Mu manu mu m, ooooo de mu wai

Mu manu mu ma oo dai lei

Mu manu mu ma ueee bigema

Dai lei de mu Jesu mu manu mu ma oo

Mende er lidt mere indviklet. Men sangen betyder hovedsageligt: Vær nådig mod mig.

Hyg dig med at finde en melodi :p

Crazyness in Kenema og Kailahun

Så nu har vi i den sidste uge været i de sidste to parishes for at kigge hvordan det så ud. Inden da havde en fyr fra kontoret dristigt udtalt at der ikke var myg i kenema.. Det var så løgn, og efter et par dage der tog vi videre til Baiima i Kailahun distriktet, hvor de ingen myggenet havde, og hvor vi i øvrigt glemte at tage vores malariapiller en af dagene. Uha, den var slet ikke god.

Kenema er den 3. største by i Sierra Leone og vi fik da set lidt af hvert af skoler og kirker og plantager og hvad dertil hører. En af dagene blev vi blandt andet spurgt om vi havde lyst til at undervise et par klasser i skolen i 20 min måske. Da vi så begyndte og det var stille og roligt og fint, dog i en kæmpe klasse med over 100 uniformerede mørkhudede børn med nogenlunde ens sort hår. Jeg droppede navnerunden, og prøvede i stedet at lære dem at sige ”Du har smukke øjne” på dansk og fik endda inviteret en lettere genert ung mand op foran klassen for at sige det til mig så alle kunne se at den går rent hjem. De lærte til gengæld mig, at sige "You look handsome” på mende, hvilket jeg har været en ivrig bruger af siden. Det er altid godt at starte samtalen med en kompliment!
Hvorom alting er, så for lige at tage tråden op med de 20 minutters undervisning, som i øvrigt startede klokken 09.00, så endte det med, at ham fyren der stod for det kom ind efter den første time og fortalte, at han lige ville hente os klokken 11.00, så der skulle vi være færdige. Det er så 20 min. I afrikansk tid..

Udover det har vi i Baiima oplevet en masse gode mennesker, set kakaobønner lige fra marken og ris stadig på marken og oplevet mere end en enkelt person have en meget specifik mening om hvilket projekt vi skal gå ud og fortælle folk, at de skal støtte. Som en ekstra bonus mødte vi i Baiima en ivrig ung mand, som var af den bestemte mening, at vi som danskere skulle stå for aftenens activities. Han var meget begejstret og det var helt umuligt ikke at grine af hans entusiasme. Hurra for ham!
Vi valgte dog denne gang, at tage hjem lørdag, da vi jo snart er på vej til Freetown for at flyve en tur tilbage til Europa. 

Mange har foreslået mig at tage et barn med. Faktisk er det helt komisk så mange der laver jokes om at jeg skal tage deres barn med til Danmark. Det er lidt en skræmmende joke synes jeg, men jeg er begyndt at tage deres børn fra dem når de siger det, og eventuelt prøve at proppe dem ned i min taske, så de kan se hvilken medfart deres barn får på vejen hjem. Og nogle af de små børn hernede skriger virkelig når der kommer hvide mennesker for tæt på. Specielt er der en i kirken, der har en lille pige der hedder Betty. Jeg tror ikke engang hun er et år. Hun er meget god til at skrige og græde, når jeg meget velmenende siger hej. Og så synes nogle af de voksne fra kirken simpelthen at det er så sjovt, at sætte hendes hånd hen på min arm, så hun bare skriger, fordi hun er så bange for mig. Men de griner bare af sort barn bange for hvid pige. 

Awesome uge i Kangahun!

Så er endnu en uge gået og denne gang gik den i den lille landsby Kangahun, hvor vi har boet i deres gæstehus hele ugen. Det har været Kristina og jeg og de to fortællere fra Sierra Leone. Huset er ret stort og den rene luksus. Hver morgen kogte de vand til os, som vi kunne blande med det kolde, så vi har faktisk fået varme bade hver morgen. Når vi har været på besøg i landsbyer har vi haft præsten med som tolk, så vi har slet ikke haft så store problemer med sprogbarrierer i denne uge på trods af at utrolig mange kun kan snakke mende eller krio, og egentlig mener at vi burde lære det. Der er dog ret lang vej igen eftersom vi ikke fatter et pluk af det de siger. Jeg tror nogle af dem har en ide om at hvis de bare gentager tilpas mange gange, så skal vi nok forstå det på et eller andet tidspunkt. Ikke med forskelligt tryk på ordene eller med nye fagter til. Nejnej. Det samme tryk og helst uden fagter. Derfor har vi mange gange sendt utrolig taknemlige tanker til den helt fantastiske præst. Han er i øvrigt en utrolig rar fyr, som er god til at fortælle en god historie om hvordan byerne fik deres navne og andet godt. 

Vi har haft en del strømfbrydelser, men det har ikke afholdt os fra at lære pigerne her både Ligretto og Uno, selvom I måske kan forestille jer hvilket cirkus det er, at kende forskel på grøn og blå og 9 og 6 i mørke. Men vi fik afsløret de fleste snydere, der nu måtte gemme sig i mørket. 

I ugens løb har vi også fået afklaret en masse af de mysterier, der nu måtte være, når et par unge fra den ene ende af jordkloden møder nogle fra den anden. Så vi har fået snakket om både mere og mindre vigtige ting, og omsider lært lidt mere om at joke med hinanden. Det sætter måske især jeg stor pris på. Jeg har blandt andet fået tips til, hvad jeg kan studere, når jeg kommer så langt. Et par af de gode bud er: Jura, fordi jeg er god til at snakke, gerne vil dømme og fortælle andre hvad de skal gøre, og Social Sience, fordi jeg får folk til at grine alle de steder vi er. Umiddelbart tænker jeg, at hvis jeg kan dømme folk og fortælle dem at de skal grine af det, og så gør de det.. Så er det da slet ikke en dårlig start. Men jeg tror nu jeg vil prøve at lede i lidt andre retninger efter min fremtid.

Noget andet der har været til stor morskab i den forgangne uge, er at vi er begyndt at tage vores afrikanske navne lidt mere i brug. Min danske medfortæller, Kristina, har fået det afrikanske navn Jabu, hvilket udover at det til forveksling lyder som Aladdins abe også betyder Under Regnen, så det udløser altid en masse smil og, når det regner, en god omgang fantastiske jokes om, at hun kan gå ud under regnen, for det elsker hun jo. Mit bud er, at hun har det lidt med de jokes som man har det med ”Tunfisk/tun i vand/olie eller bare i en sandwich”, hvis man hed Thun… Og hernede er der ingen, der ved at jeg hedder Thun, eftersom efternavne er overflødige i en forsamling, hvor man er 2 hvide og 50 sorte. Jeg tror vi kan kende forskel på mig og de andre Sarah’er der eventuelt måtte befinde sig i forsamlingen.. Så jeg morer mig storartet over at alle griner af hende. Faktisk er jeg selv begyndt at lave den joke, hvis jeg når det.. Hæhæ. 

Og nu tænker du sikkert, udover at jeg er en dårlig ven, at jeg endnu ikke har fortalt mit eget afrikanske navn, og du venter sikkert på endnu et godt grin. Men mit navn er sejt. Jeg hedder Jita. Det betyder ”denne her”. This one. Jeg er helt vild med det. Og det bliver brugt flittigt, selvom jeg har lidt svært ved at huske at reagere på det. For det meste siger de det med det tonefald der hører til himmelvendte øjne, når jeg gør et eller andet helt skørt, som fx at kravle op på ryglænet af sofaen for at placere min pandelampe et strategisk smart sted mens der er strømafbrydelse, spontant bryde ud i dans, barfodet at løbe hen til et hegn og tilbage fordi præsten udfordrer mig til det.. Eller andre skøre, spontane ting jeg finder på, når tiden går lidt for langsomt hernede i det skønne Sierra Leone. Jeg er heller ikke til at styre på 10 tønder land hernede åbenbart. Og så siger de: ”Jita” Og jeg ved at de synes jeg er crazy, men sød nok alligevel.

Så jeg får lært lidt mende hernede. Noget andet jeg også har lært er at bagtalelse hedder Kango Sa. Det er sådan noget vi gør, når vi kommer til at sige et af navnene på de mennesker vi er sammen med, mens vi snakker dansk, fordi vi ikke orker at snakke engelsk hele tiden. Og når de bruger mit afrikanske navn bliver det ofte til en masse sætninger på mende, der starter med JITA og så noget mere. Og så kigger alle på mig og griner. Så det fører også lidt kango sa med sig. Men de er gode til at lade som om de siger søde ting. ”Vi siger bare.. Denne her er sød, denne her er smuk osv”.. Men jeg finder altid ud af at de ihvertfald har sagt: ”Jita knows how to talk”… Jeg ved ikke helt om de mener, at jeg har ordet i min magt eller om jeg bare snakker meget. Jeg tænker, det er en blanding.

Hvorom alting er.. I den kommende uge tager vi en tur til Kenema og Kailahun, så det betyder endnu en uge i det uvisse. Men vi glæder os. Og hvis du har læst så langt som hertil i indlægget.. Så klap dig selv på skulderen og send mig en sød tanke. For så betyder jeg nok noget for dig. Det er dejligt. Tak mor.

Siden sidst..

Så!

Her kommer der lidt blandet spas fra ugen vi er i gang med. Det har været en travl uge, hvor jeg blandt andet har vekslet mine sidste dollars til leoner, vi har lavet vores første interview, jeg er sprunget i en swimmingpool med alt tøjet på, mødt flere udfordringer i arbejdet og minsandten også fået verdens mest nedringede kjole på. Så for at sætte lidt flere detaljer på…

Vi har i denne uge haft en masse program, da de på kontoret hernede troede at vi var her indtil den 11. i stedet for den 2. som vi egentlig er. Så vi fik pludselig travlt med at flytte programpunkter fra de sidste halvanden uge rundt. Derfor har vi i denne uge været på en lille sigthseeing og i forbindelse med den mødt det første sammenstød mellem afrikansk og dansk temperament. Jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg er stolt af at der gik to uger før det skete. Vi fik set SOS børnebyerne og det var helt crazy. De bor i paradis, de stakkels forældreløse børn. Det førte dog til et mindre sammenstød med en af vore sierra leonske venner af forskellige grunde, men jeg skal også ærligt indrømme, at jeg havde set det komme på et tidspunkt, da nogle menneskers attitude hernede kan være meget forskellig fra hvad vi tolererer i Danmark. Det er en udfordring og bestemt en vi dagligt tager op og af og til snakker om med vores to med-fortællere. 

Vi har desuden været i gang med at få syet afrikanske kjoler, en lille fejltagelse i udskæringen i min kjole førte dog til at den blev syet sådan at dybeste sted i bogstaveligste forstand nåede mig til midt på min BH.. Jeg måtte stikke hovedet ud af ”prøveværelset” og kalde sydamen ind, så hun kunne se med egne øjne hvad der var sket. Hendes reaktion var et par store øjne, en tøven og så: ”Yeah, you definitely can’t wear that to church”. Hun er en fantastisk kvinde, og hun var helt game på at gøre noget ved den. Jatak.

Vi er desuden blevet brændt af nogle gange i denne uge. Første gang af en fyr vi skulle besøge mandag aften, som aldrig dukkede op på mødestedet.. Vi har ikke hørt fra ham siden. Og anden gang, da vi tirsdag møder spændte op til noget, der hedder Mothers Union. Der venter os en låst port i øsende regnvejr, og efter en snak med en af medlemmerne, som fortæller at det er udskudt pga. regn, tager vi en hurtig beslutning om at tage med til homecell, som jeg vil smide et udførligt og forhåbentlig lidt mere velskrevet indlæg om senere. Siden da har vi hygget for vildt, jeg har lært at spille Risk og onsdag aften kom det endda så vidt at vi tog med til et poolparty, som blev afholdt af fyren bag disken i supermarkedet vi handler i. Der gemte sig en luksuriøs terasse bag slummet i Bo, og med fem usandsynligt sleske fyre, der fes rundt og blev betalt for at holde festen i gang, et hyggeligt dansegulv med plads til noget asunto, som er en dans, der defineres af meget løse hofter, som de er utrolig gode til hernede, og med konstant opvartning, så var det lidt en anden kultur vi mødte, og meget langt fra alt, hvad vi havde forventet, da vi tog til SL.

For nu må I lade jer nøje med et lidt kedeligt indlæg, hvilket jo ellers er atypisk for min helt unikke rejseblog her (det kaldes ironi), da vi har haft en masse at se til på det sidste. En dag i den nærmeste fremtid laver jeg et bette indlæg om folks forsøg på at score en hvid... De er skræmmende dårlige til det.

//Sarah

Trip to Gobaru

De sidste par nætter har jeg fået mellem 8 og 10 timers søvn. Det er ikke løgn. Det ligner mig slet ikke, og det er jeg pinligt bevidst om, så i nat har jeg besluttet mig for at få alt for lidt søvn så der er lidt balance alligevel. Så her ligger jeg i min brede dobbeltseng med moskitonettet ud over det hele og skriver blog klokken halv 2 om natten, lokal tid, efter pandekager og et lækkert spil ligretto med mine kære bofæller.

Men for at komme tilbage til de sidste par nætter og grunden til den megen søvn, så kan jeg lige så godt rykke ud med at jeg har været på udflugt. En udflugt jeg havde glædet mig til. Ser du.. I Sierra Leone har man ligesom i Danmark stifter. Overhovedet for the anglican diocese of Bo som er vores stift er biskoppen. (Han er nice) Men så er der en masse sogne og de hedder perishes. Vi bor i det store, som er Bo, og så er der en masse andre små perishes. Dem skal vi ud og besøge nogle af. Det er jeg ret vild med. Så kommer man ligesom ud og oplever det rigtige Afrika i stedet for vores beskyttede tilværelse herhjemme i det blå hus i Bo.

Jeg kan godt lide vores beskyttede tilværelse i det blå hus i Bo viste det sig. Men de unge var utrolig søde og lavede mad til os både morgen, middag og aften, viste os rundt i området og var meget behjælpelige med at fortælle om deres liv og spille kort med os af og til. En lille sjov ting jeg ikke havde overvejet var, at sådan noget som toiletforhold ofte følger med i ”det rigtige Afrika”-pakken. Hygiejne var en by i Rusland og strøm kom hånd i hånd med den brummende lyd af en generator. (Men al maden var kogt og lækker, så don’t worry.)

Dette hus var velsignet med et lille tv på den størrelse man vist umuligt kan købe i Europa, med billedrør og meget dårlig lyd. De så nigeriansk film hele aftenen.. Gad vide om de er gode til at lave film i Nigeria? Hmm. Jeg gik tidligt i seng begge aftener. Lad os bare sige det sådan. 

Men det var nu alligevel fantastisk at se et lille fattigt sogn fylde en kirke til randen med en masse mennesker i farverigt tøj, som sang sange på mende og engelsk, klappede, dansede og gav den gas til vilde rytmer. De samlede ind 5 gange, hvilket var meget ubehageligt, fordi jeg havde glemt mine penge i præstegården, og jeg er ligesom den rige her i SL. Og nærig åbenbart. De fleste børn sad for sig selv på de forreste bænke i den ene side. De forreste bænke blev så til ca. alle bænke i den side, der blev proppet med børn i en grad så enhver forkynder i Danmark ville besvime af glæde over, at der var så mange børn til stede. De er utrolig gode til at lave børn hernede. At kirken var i gang med at blive udvidet og derfor kun synes halvt færdig, at bænkene var ved at falde fra hinanden og at meddelelserne næsten ikke var til at høre, fordi der ingen mikrofon var, præsten var hæs og regnen trommede voldsomt på taget, var der ingen der lod sig mærke med. Og efter gudstjenesten mødtes vi kort med de unge for at udveksle erfaringer og ideer til, hvordan man kunne fundraise og få flere med i kirken. Efter maden kørte vi hjem igen af den elendige vej, hvor man på trods af sikkerhedsseler umuligt kunne finde på noget bedre at lave end at holde godt fast og grine af den bumletur man var ude på, alt imens jeg i hvert fald koncentrerede mig en del om ikke at slå hovedet i vinduesrammen. Så dårlige er vejene i Sierra Leone i regntiden. 

En bommert eller to til folket...

I dag havde vi for første gang dagvagt. Det er en sød kvinde, der hedder Mammi og som er så klar til at vaske vores tøj, tage opvask og lave mad af og til hvis vi ønsker det. I går snakkede vi med vores kontaktperson hernede om at hun havde første arbejdsdag i dag, og jeg synes han fortalte os at hun ikke er så god til engelsk eller noget i den retning. Jeg starter derfor dagen ud med, meget klatøjet og søvnig at stå foran huset og snakke med nattevagten, som lige skal ordne min telefon, da Mammi ankommer for at tage over. Jeg er jo et rart menneske og vil gerne byde hende velkommen, så jeg beder naturligvis vores søde nattevagt, som både taler engelsk og Mende (originalsproget), om at oversætte et ”Velkommen, vi er glade for at du er her”. Det vil han selvfølgelig gerne, men inden han gør det kigger han lidt forlegent på mig og siger følgende: ”She understands, what you are saying…”. Så lidt engelsk kunne hun jo da.

Om jeg kunne have gravet mig ned? Ja. Her står jo den klassiske model af det hvide overmenneske, som tænker, at alle sorte er primitive skabninger uden forståelse for andre kulturer.. Så jeg stod der, helt akavet, og fik fremstammet et godmorgen og så kom jeg ellers ind i huset igen i en ordentlig hast, hvor jeg klagede i min nød til mine meddanskere inden vi for første gang i Afrika satte tænderne i nylavet havregrød.

Det var så den første umiddelbare bommert i Afrikas land. Den næste følger kun få timer efter, da jeg under dagens orientering får en kommentar, der lyder ret meget a: ”Sarah, you like to sleep, what else do you like? 

Nåh.. Glemte jeg at nævne at min interesse for ”Sierra Leones religiøse praksis” måske ikke var så stor at emnet holdt mig fanget i flere timer? Well, den kære pastor tog det pænt og heldigvis var det ikke ham der underviste på det givne tidspunkt. Han så det bare fra en af rækkerne bagved. Så det..
(Han minder mig i øvrigt lidt om Eddie Murphy, og jeg kan love jer der kom liv i mig, efter hans høje grin, da jeg tabte mit hoved..)

Manchester United - Chelsea

Klokken er 19.05 og det er næsten mørkt, da en lille gruppe på 6 mennesker omsider vandrer hen ad det hævede fortov på den andenstørste gade i byen Bo i Sierra Leone. Der er fire drenge og to piger, eller fem hvide og en sort, hvilket nok er det mest nærliggende hernede, hvor hvide mennesker er noget af en sjældenhed. Forinden havde noget af et drama udspillet sig, da den mindste af pigerne stadig ikke kunne få sit sim-kort til at virke, og derfor efter en kort snak med nattevagten i sidste øjeblik besluttede sig for at bytte telefonen ud, hvilket førte til et mindre postyr, da hoveddøren på daværende tidspunkt allerede var forsvarligt låst.
Derfor hersker der nu en lettere utålmodig stemning i gruppen, som de bevæger sig hen ad fortovet. Det viser sig dog, da de drejer ned et øjeblik efter, at den lille biograf endnu ikke har åbnet dørene for aftenens forestilling, som er en Premier League match mellem Manchester United og Chelsea. Mens snakken mellem fyrene går på hvordan aftenens kamp vil forløbe er der et lidt mere tvivlsomt udtryk på de to pigers ansigter. Den ene er med i selskabet for at undersøge mere om den afrikanske kultur og derfor måske også deres måde at se en fodboldkamp på, mens den anden nok mest er der af en form for tvang, der bunder i den manglende lyst til at være alene hjemme i et hus, hvor strømmen med al sandsynlighed går om lidt.

Der står flokke af mænd udenfor den skæve trædør i det primitive hus, som er installeret i mellemrummet mellem to andre huse og alle venter på, at der bliver åbnet. Efter at have betalt de 1000 leoner det koster at komme ind får den lille skare omsider mast sig ind på de små træbænke, der udgør siddepladserne. Rummet er ca. 10 meter langt og en bredde på 3 meter, hvor en simpelt sammentømret bænkerække, der mest minder om noget man finder i en stavkirke i Norge fylder de første 2,5 meter og en lille gang fylder de sidste 50 cm. Forrest i rummet er en fladskærm, af den slags der er hvermandseje i Danmark, ophøjet på et lille bord, så alle kan se med.
Loftet består ganske enkelt af nogle tagplader, der er lagt ovenpå de hvide mursten, som udgør hver deres hus, hvor biografen nærmest er blevet klemt ind imellem, og allernådigst fået lov at leve sit luksuriøse liv, med et fuldt hus på en aften som denne.
For bænkene fyldes hurtigt, og mens vores lille flok mennesker får placeret sig på de små bænke under småsnak falder den mindste pige hen i tanker. Om hvordan hele aftenens begivenheder måske ville have være mere interessante, hvis brillerne havde været medbragt, og efterhånden som kampen går i gang flyver tankerne helt til Danmark, nærmere bestemt Silkeborg, hvor hun slet ikke er i tvivl om, at hendes kæreste i netop dette øjeblik ser den samme kamp. Og hun overvejer et øjeblik, hvor paradoksalt det er, at hun sammen med ham ikke er til at lokke med til at se en kamp på en skærm på nøjagtig samme størrelse, i en blød sofa og med snacks i alle kategorier helt gratis, mens hun her i Sierra Leone gladeligt betaler for at sidde på en træbænk og se en kamp på lang afstand, mens lydniveauet stiger omkring hende og temperaturen bliver banket helt op under det lave loft.

Luften bliver tættere og der spares ikke på stemmebåndet, når de afrikanske mænd højlydt diskuterer kampens udfald på mende, som er deres modersmål. Det er tydeligt at høre at Manchester United er favoritten, og den får heller ikke for lidt, da de misser målet for 5. gang i løbet af første halvleg, dog kompenserer en Chelsea-fan rigeligt ved at råbe og kommentere hele resten af kampen i et tilsvarende lydniveau.
En enkelt kvinde er at se udover de to malplacerede danske kvinder, som langsomt bliver mere og mere utilpasse af larmen, varmen og den krasse lugt af gammel sved, og de beslutter sig for at følges hjem når det første mål er gået ind.

Kampen endte 0-0...

Se nu der..

Vi skal smage kokosnødder, så en gut kravler op i palmen for at sparke nogen ned. Alt for fedt!

Vi hjalp de unge med noget fundraising de laver hver lørdag. Her vasker de hvide mennesker en brønd, mens de sorte kigger på.. 

Vi er på restaurant for at smage noget afrikansk mad. Man kan diskutere æstetikken i serveringen, men risen er da formet...

Devotion

En række blandede stole. Nogle er billige havestole i forskellige farver, andre er lavet af lettere rustent jern, og selv de ens stol er ikke helt ens. Det omkring to meter lange bord med den falmede juledug, der var centrum for gårsdagens begivenheder med kirkens unge, er i dag skiftet ud med god plads mellem stolerækkerne. Væggene er blå som på en skyfri sommerdag i det Danmark vi forlod for kun 48 timer siden, og de hvide fliser ligner ikke noget, der nogensinde har været nylagt, med spartelen, der breder sig udover de lettere ødelagte fliser. Vinduerne er omhyggeligt dækket med myggenet og et gult gardin svæver i en på forhånd tabt kamp for at dække de brede ruder. På stolerækkerne sidder en ung kvinde med en spraglet gul og mørkeblå kjole. Hendes hud, der er ren og glat, leder tankerne hen på mælkechokolade og i hendes ører glimter et par guldøreringe. Udover hende sidder et par unge fyre og forrest i lokalet sidder pastoren med sin bibel og byder os velkommen med sit brede, hvide smil.

Vi bliver budt hjertelig velkommen og som vi bevæger os rundt og giver hånd til de fremmødte kan jeg ikke komme udenom den umiskendelige følelse af at være malplaceret. Selvom vi er i overtal som hvide er det tydeligt at mærke, at det ikke er os, der styrer showet. Vi sætter os på rækkerne, flere mennesker ankommer, og andagten sættes i gang med kvindens rene stemme, og snart synger alle i rummet med på en sang jeg ikke er helt sikker på hvilket sprog er på. Det kunne have været engelsk, krio eller mendes. Men det kommer lige til at tage et par dage før vi forstår deres African-English uden problemer.  Der klappes i takt og efterhånden som jeg finder ind i takten udviskes følelsen af malplacerethed og sorte og hvide forenes i sangen, bønnen, oplæsningen af Guds ord og den efterfølgende snak. 

Welcome to Sierra Leone...

Vi er ankommet til Sierra Leone! Efter lidt over 24 timers rejse ankom vi i går aftes til Freetown klokken 22..05 Sierra Leonsk tid. Det er så 00.05 i vores tid. Vi sov som små stene indtil vi så stod op klokken 07.00 for at nå et bad, som vi havde fået fortalt der var mulighed for.

Jeg kan lige så godt sige det som det er. Luften er lidt mere fugtig hernede end den er hjemme i DK. Og så mødte vi i morges, klokken 07.10, en lille overraskelse i form af en bruser, der ikke virkede over hoftehøjde… Og så tænker man jo: Haha Sarah, er du da højere end det? Var det et problem for dværgen? Og svaret er Ja og Nej.
Jeg er med mine 1,57 cm højere end de flestes hofter ihvertfald, men det var ikke et problem da jeg 2 timer senere bumlede mod Bo i en tætpakket bil uden aircondition.

Nevertheless er jeg stadig spændt på livet her i Sierra Leone.

Vi er installeret i et stort blåt hus med tykke mure og en sød vagt, som gerne hjælper os med alle de problemer en håndfuld forvænte danskere kan have i et betonhus i Afrika. Vi har mødt de unge i kirken og givet den max gas til en voldsom omgang fællessang og en leg jeg ikke er sikker på nogen af os forstod.
Så ja.. Vi lever og vi har det godt.

At min nye ”seje” korthårsfrisure opfører sig lidt mærkeligt i tropisk klima kan I høre mere om en anden dag… 

Bare en tanke...

124 timer og 50 minutter.
Så lang tid går der til toget sætter i gang fra Silkeborg station. Forhåbentlig har jeg kysset kæresten farvel og sidder i selvsamme tog. Parat til en rejse, der kommer til at vare de efterfølgende 22 timer, hvis alt går som planlagt.
Det bliver en nat uden 8 sammenhængende timer i en blød seng, og uden et sundt og nærende morgenmåltid, og starten på en periode på omkring 6 uger uden venner og familie i nærheden.
Jeg synes det lyder hårdt. Sådan vildt hårdt. Også spændende selvfølgelig. Men hårdt.
Måske får jeg ikke et ægte bad de næste 6 uger, jeg kan ikke sætte hår ordentligt og alt mit tøj bliver sikkert grimt og ødelagt. Og de spritnye Nike Free jeg købte for 900 kr. i går bliver vildt støvede.
Internettet er nok heller ikke særlig godt dernede. Så kan jeg ikke tjekke hvornår der er udsalg på nettet og ikke gå på facebook hver dag.

Sierra Leone er af FN vurderet som det næstmindst udviklede land i verden, kun 60.000 ud af 5.000.000 har internet, og halvdelen af befolkningen er under 18 år.
Indtil 2001 herskede en frygtelig borgerkrig i landet.

Kontordage

De sidste par dage har gået med at prøve en slags hverdag på kontoret her i Århus. Jeg er hjemløs, eller "uden fast bopæl" som det jo hedder, så det vil sige at jeg sover hos min søster om natten, og så prøver jeg at finde på lidt spas at lave i dagtimerne, så jeg ikke bare skal sidde hjemme på sofaen der. Og så leder jeg efter lejlighed jo.

Så når man ikke har noget hjem, og man i øvrigt ved at man om præcis en uge sidder på flyet mellem Brussels og Freetown, så er det lidt en joke at lade som om det er hverdag. Men vi to globale fortællere sidder her på vores smarte kontor, med vores arbejdscomputere og smarte Nokia Lumia og føler os noget så smarte og "thihi-så-sagde-vi-bare-at-det-her-var-hverdag"-agtige.
I går konkurrerede vi lidt indbyrdes om at skaffe likes på facebooksiden, og der må I gerne hjælpe til alle sammen. Den kan du finde her: https://www.facebook.com/#!/AfrikaInTouch?fref=ts: Der er simpelthen en ansat til at hygge med siden, så den er faktisk ret spændende. Så sent som i morges så jeg et billede af de nye globale fortællere i min newsfeed. Det' da okay.
I morgen går turen til KBH alt for tidligt om morgenen, til et introkursus om konfirmandaktion, hvor vi desuden har planlagt lidt af hvert af Zulu-sommerbio, en tur i operaen og en Nik&Jay-koncert i Tivoli.. Jaja. Vi keder os ikke i Afrika InTouch.

I går fik vi i øvrigt den gode billet, så nu er vi helt sikre på dato og tid, men vi ved endnu ikke om vores visum er gået igennem, så det er stadig lidt spændende. I næste uge har vi lykkeligvis fået lov til at forberede os til rejsen derhjemme og så bare lige med lidt hjemmearbejde. Og det er da meget dejligt, når man tager i betragtning at mine ting er spredt ud over Silkeborg og mine forældres hjem små 200 km væk. Så mine forberedelser kommer nok delvist til at foregå i et tog. Jaja. Det er ikke let at være hjemløs og tage til Afrika.

Så Afrika-status lige nu er: Billet: tjek, vaccinationer: tjek, informationer: TJEK.. Så mangler vi bare: Program, pakning og visum. Men det er bare formaliteter...

Nu tilbage til arbejdet.
/Sarah Thun

VildtLiv

Så er der gang i festen. 

For knap to måneder siden blev jeg indkaldt til jobsamtale hos Afrika in Touch, et par dage senere blev jeg ringet op og den 1. juni sagde jeg Jatak til at blive Global Fortæller. Kort beskrevet går det ud på, at jeg tager en smuttur til Sierra Leone her omkring den 20. august, bruger 6 uger på at indsamle historier og indtryk i det afrikanske, hvorefter jeg flyver hjem, strikker et lækkert og spændende foredrag sammen, som jeg farer Danmark rundt med indtil jul. 
Det bliver hovedsageligt for konfirmander, efterskoleelever og ellers andre mennesker, som ønsker et besøg med tropiske islæt. Her har jeg dog ladet mig fortælle, at en efterårsferie vil forekomme mellem opholdet i Afrika og "turneen" i det danske land. Det er også ret fint.
For bare lige at færdiggøre den meget interessante jobbeskrivelse jeg lige greb mig selv i at påbegynde, så kan jeg oplyse, at jeg efter juleferien får besøg af en efter sigende frisk pige fra Sierra Leone, som jeg også skal besøge mens jeg er dernede. 
Hun skal rundt og fortælle en masse fra sit land, hvor jeg skal agere som tolk, vært, bedste ven, chauffør og sikkert meget mere. Så det bliver rigtig festligt. 
Efter hun er rejst hjem og konfirmandaktion er slut er jeg egentlig også færdig med at arbejde her. Bum! Så fik vi lige de overordnede retningslinjer på plads. 

Men hvorom alting er, så er der netop i dette øjeblik et usandsynligt spændende og informerende kursus igang på Diakonhøjskolen i Århus. Her er jeg sammen med den anden globale fortæller og en masse volontører igang med at forberede os på de chok der venter os i det store Afrika. Det er en masse meget søde mennesker, som er fulde af spas og med på at lege en masse fede lege. Det bliver helt sikkert gavnligt i alle de forskellige lande vi tager til. Vi får hørt noget om Gud, lært en masse om Afrika, mødt fremtidige kolleger og i eftermiddag skal vi vaccineres. Mine forældre og min kæreste har endda ladet sig lokke til at komme omkring i morgen aften til en udsendelsesfest. 

Så de tanker jeg for et halvt år siden havde om at starte på en uddannelse og blive lidt mere seriøs er i den grad erstattet af en spænding ved tanken om den forekommende rejse, et nyt, fedt og udfordrende job og måske mere klarhed over Guds planer med mit liv.

Jeg klager ikke. :)

/SarahThun