søndag den 31. januar 2016

Hvis du vil hjælpe på Lesbos

Jeg sidder i lufthavnen i Athen med en stor latte og lytter til Justin Biebers sprøde stemme og glæder mig til at være hjemme om måske 10 timer. Justin synger ”Love Yourself”, og jeg føler, den handler om Danmark, som ikke kan lide andre end sig selv, og jeg må endnu en gang minde mig selv om, at nuancer findes. Der er mange forskellige måder at opfatte verden på. Det er vigtigt.

For i Danmark elsker vi ikke kun os selv. De seneste tre uger har været vilde på mange forskellige måder. En af måderne har været den støtte jeg har fået fra min omgangskreds, fordi jeg tog afsted. Nogle har overført penge, og andre har givet et verbalt klap på skulderen, et like på facebook, instagram eller whatever. Det er for fedt.

Men jeg har ikke gjort mere end alle andre, og hvis der sidder nogen derhjemme og ønsker de kunne hjælpe lidt mere, men ikke har tid til at tage af sted, så forhold jer blot i ro, der er enormt mange volontører på Lesvos. Det er for fedt og for vildt at opleve så mange mennesker, der bliver kaldet til det sted, så det du i stedet kan gøre er måske, at smile til folk, der ikke ligner dig herhjemme, og gøre dit bedste for at de kan føle sig hjemme og have et ægte liv her i landet, hvis de er så heldige at slippe ind.


Og hvis du brænder inde med penge, du ønsker at donere, så lad mig give dig et par tip til det:
1. Tolke er så absurd vigtige, men der er få. Hjælp med at få flere tolke til lejrene. En ung fyr fra Afghanistan, som snakker nogenlunde engelsk har den seneste uge arbejdet frivilligt som tolk for os, fordi færgerne strejker, og han ikke kan mødes med sin familie. Det er den slags mennesker, der genopbygger min tro på menneskeheden.2. Euro Relief samler en masse kristne volontører, men er ikke officielt en kristen organisation, for hvis man er det må man ikke være med. Deres administration og arbejde med at udfylde papirer til det græske politi er vigtigt. Hjælp dem økonomisk.3. Støt volontører, der tager afsted. Alle de volontører, jeg har mødt har haft en speciel brand for at vise kærlighed til nogle mennesker, der ikke modtager særlig meget kærlighed i denne del af verden, og det er så fantastisk at opleve de ressorucer hver volontør møder med, og hvor stor en forskel det gør for voksne såvel som børn, at der er nogen der tager sig tiden til at sige hej, og snakke med dem. Om man så forstår hinanden eller ej. Hvis du vil støtte en specifik volontør kan du spørge mig, og jeg kan sætte dig i kontakt med nogle af de volontører, der bærer arbejdet på øen, og lever af sponsorer.4. Dansk flygtningehjælp gør et for vildt stykke arbejde. De rykker det rundt, og gjorde mig stolt at af være dansker, og så har de en ekstremt lav administrationsprocent. Ikke at det behøver have det vilde at sige.
Der følger lige nogle link senere. Så hvis du føler for at hjælpe med noget konkret, så vend tilbage om et par dage, når jeg har fået de ægte link til de forskellige steder. J

En anden vigtig ting du kan gøre, er at tage på ferie på Lesbos til sommer. Du tænker nok: ”Jeg kan ikke holde ud at holde ferie et sted, hvor der er så mange mennesker, der lider nød.” Det tænker alle andre nemlig også, og derfor er hele øens økonomi gået i stå. Hotellerne udlejer værelser billigt til volontører i vinterperioden, og det hjælper arbejdet så meget. Det er ikke hver dag, man kan gøre en god gerning mens man slikker sol på stranden. Go there. Øen er SKØN.

Og sidst, men absolut ikke mindst. Bed meget gerne for volontører, lokale og flygtninge. Alle har det hårdt, og har brug for forbøn. Og bed selvfølgelig for vores overhoveder i EU og USA. De har også brug for det, når de tager beslutninger. Denne her krise er enorm, og vi skriver historie. Lad os skrive historie, vi kan fortælle vores børn og børnebørn med oprejst pande.

There you go. Så kan du selv beslutte, hvor meget du vil investere. 

torsdag den 21. januar 2016

Et langt døgn

Det er som om vinteren meldte sin ankomst over en enkelt nat, med sne, blæsevejr og stabile mængder af vand, der står ned fra himlen. Mængder der er perfekte til regndans, at trampe i vandpytter eller en lille gåtur i regntøj, men som kombineret med sne og frostgrader gør det farligt at køre i de skarpe sving op og ned ad de stejle veje i bjergene på øen. Og i mængder som for en flygtning, der bor i en uopvarmet enhed i en flygtningelejr i Moria, kan betyde døden. Fire flygtninge døde i går på græsk jord. Fire mennesker.

I nogle af lejrene er alle frivillige trukket tilbage, fordi det er for farligt at køre derud. I Sykaminios skiftes team af 4-5 personer til at tage 24-timers vagter. Vi kørte i går til Moria, hvor vi havde vores første morgenvagt. Vi kørte hjemmefra kl. 07.30. Vejret var fint, men fordi rygtet gik, at det skulle regne, tog jeg alligevel gummistøvlerne med. 

Den opvarmede lejr for sårbare familier var endnu ikke tømt, da vi ankom. Alle skal være ude kl. 08.30, så de frivillige rengøringsfolk kan komme til, og en ny dag starte. Men fordi vejret var dårligt og de varslede regnvejr, lod vi alle blive inde. Det er dejligt at arbejde et sted, hvor fortjenesten er reddede menneskeliv og glæde. Omkring middag får vi en ny briefing. Færgen, som sejler alle de registrerede flygtninge til Athen, strejker. Det begynder at regne, mens vi får instrukser, og en kø af mennesker, som gerne vil ind i varme og tørvejr, begynder at dannes foran porten. Vi prøver at fokusere på briefingen, mens der utålmodigt bliver revet i porten. Jeg fortryder, at jeg lod min jakke ligge på 3 etage, da jeg bliver sendt ud for at holde styr på mængden af mennesker, og dele dem op så vi kan være sikre på, at familier sover i samme rum.

Jeg prøver at se hård ud. Det gør Mariwan, min bodyguard
 og oversætter, som elsker Lionel Messi, ikke. 
Mens regnen begynder at vælte ned strømmer flere til. Første etage er fyldt op, og jeg bevogter porten mens jeg snakker med en 13-årig gut, som lærer mig at sige ”du er smuk” på farsi, og hjælper med at oversætte, når folk går ud og ind. Han henter også en kop te til mig, og giver folk deres armbånd på, når mine hænder er for langsomme, fordi de er kolde. Han spørger mig, hvilken sport jeg kan lide og fortæller, at han holder med Real Madrid. Da en kvinde kommer forbi med en skrigende baby, spørger han, om jeg kan lide babyer, der skriger. Jeg griner og siger nej. Han griner også og fortæller om alle de babyer, der skreg på båden i morges, og om krigen i hans hjemland Afghanistan. Jeg husker, at han har oplevet en anden verden, end jeg har.

Flere børn bringer mig varme kopper med te, mens jeg åbner og lukker porten i iskoldt, silende regnvejr. En pige giver mig halvdelen af sin chokoladebar, og jeg indser, at jeg må ligne en druknet mus. Da klokken nærmer sig vagtskifte kl. 17.00 er jeg mere end klar til at tage hjem til et varmt bad og min store kuffert med tørt tøj. Jeg fryser helt ind til benet og jeg tror, at samtlige 5 lag tøj er våde. Mine Nike Free er gennemblødte, og jeg kan ikke mærke mine fødder. Gummistøvlerne er stadig i bilen. Vores teamleder siger, at det er for farligt at køre hjem.

Da klokken nærmer sig 18.00 er alle rummene ved at være fyldte. Vi lægger tæpper på gulvene, og fylder rummene helt ud. Væg til væg. En mand hiver mig i ærmet og prøver at få mig til at forstå, at der ikke er plads til flere mennesker i deres rum, men foran porten er der stadig en massiv kø af gennemblødte familier med grædende børn. Vores team samles og vi må finde tørt tøj i et rum med donationer inden vi forsigtigt kører til et hotel i nærheden, hvor vi en enkelt nat skal sove 11 piger i et rum beregnet til tre.

Da vi lægger os til at sove, har jeg det egentlig ok. Jeg ville hellere hjem i min egen seng, men jeg ligger ikke direkte dårligt, omend klemt ind imellem 5 andre piger i fodenden af to senge, der er skubbet sammen. Jeg tænker på, at det er underligt, at jeg kun har kendt de her piger i lidt over en uge, for det føles som om, jeg har kendt dem meget længere. Og også på, at i en flygtningelejr ikke så langt herfra ligger mennesker ligesom mig klemt imellem mennesker de ikke har kendt særlig længe. Mennesker de lige har mødt, som de ikke kender navnet på.

Jeg sover dårligt hele natten, og har ondt i ryggen om morgenen, men solen skinner og vejene er sikre igen. Vi kører hjemad mod hotellet og tørt tøj, og da vi passerer flygtningelejren, føler jeg mig velsignet, fordi jeg har et sted, jeg må kalde hjem. Både her på Lesbos og hjemme i Danmark. Og jeg ser igen alle de ansigter for mig, som passerede igennem porten, og jeg ved, at det der var et enkelt langt døgn i mit liv, det er hele deres liv lige nu.  

lørdag den 16. januar 2016

Nattevagter i Moria

Solopgang over den sovende lejr. 
Vi har nattevagter i Moria i denne uge.

Når 56 flygtnige stiger på en båd der er beregnet til 16, og de har succes med at komme over havet, så er der en gruppe frivillige som holder udkig og hele tiden hjælper nødstedte både med at komme ind til land. De giver de våde, kolde mennesker lidt tørt tøj og sender dem videre til en station, hvor andre frivillige giver dem en taske med vand, mad og den slags ting til de umiddelbare behov. Herefter stiger de på en bus, der kører dem til Moria. I Moria bliver man registreret, og her besluttes det. om man kan rejse videre til Athen, eller om turen går hjem igen. Nogle er her i 4 timer, og andre i et par dage. Det er her, vi har nattevagter.


Moria er en kæmpe flygtningelejr, hvor frivillige fra mange forskellige organisationer bemander posterne. Alle poster er bemandede 24/7. Der er masser af plads. Blandt andet i et kæmpe telt, hvor 150 enlige mænd kan klemmes ind på en travl nat. Der er telte med lægehjælp, tøj, mad og te. Og så er der det, der tidligere var et fængsel, som nu er flygtningelejres bedste og sikreste pladser. Her er rummene opvarmede, og der er tæpper til alle, der mangler. Kun sårbare familier med små børn, gravide eller handicappede kan få lov til at tilbringe natten her. Her var 800 mennesker klemt ind i de 15 rum natten til fredag. Og natten før det mange flere. Der er masser af plads, men der er også masser af mennesker.

Når klokken bliver 06.00 begynder lejren at vågne. Familier tager det tøj ned, som har hængt til tørre på hegnet over natten, men som ikke er tørt, og propper det ned i en genbrugsindkøbspose fra Lidl, fordi deres egen rygsæk blev ødelagt af havvandet. Og mens solen står op, står lejren også op, og det er som om, der er ild i skyerne, men der er ikke nogen, der tager sig af det, fordi der er kø til at få et par tørre sko og et regnslag. Da vagten slutter kl. 09.00 er køen til registrering allerede lang. Og da vi vender bilen og kører hjem, kan vi se, at endnu en bus er ankommet med varme, brune øjne i kolde ansigter.

tirsdag den 12. januar 2016

Soloeventyr med Gud

Havde du spurgt mig for 5 dage siden, havde jeg sagt, at det var fuldstændig urealistisk, at jeg skulle sidde ved et af de her parkborde, hvor bord og bænke hænger sammen, på en terasse i Grækenland, der helt sikkert har sin storhedstid langt senere på året end januar, og skiftevis drikke et sip af min friskbryggede kaffe og af en karton appelsinjuice jeg købte i supermarkedet i går. Havde du spurgt mig for 5 dage siden, havde jeg været vild med tanken, men nok ikke set det ske.

Havde du spurgt mig for 4 dage siden, da jeg modtog de nødvendige informationer, for at kunne springe på flyet med det samme, og da jeg fandt ud af, at de 3 uger som er minimumsgrænsen for, hvor længe jeg skal være her, kun akkurat kunne ske, hvis jeg tog afsted samme dag, og flyver hjem den 31. og dermed lander i Kastrup mindre end 20 timer før jeg skal påbegynde mit 3. semester, havde du spurgt mig da, var jeg nok begyndt at græde, fordi hele ideen om et eventyr helt alene, kun sammen med Gud var angstprovokerende. Men de gav mig en ekstra dag at løbe på, og hvis du havde spurgt i søndags omkring 21.00, så havde jeg lige købt min billet, og skulle nå en bus snart, så jeg kunne tage toget til Kastrup. For 3 dage siden.

Da jeg stod ved busstoppestedet Åby Ringvej/Silkeborgvej, hvor jeg ofte har stået, håbede jeg lidt, at mine forældres velkendte sølvfarvede bus ville holde ind i stedet for den store, gule 4A. Jeg ville drage et lettelsens suk, springe ind, og i stedet for at tilbringe natten i et tog, en kold lufthavn og 3 forskellige fly kunne jeg tilbringe den i en varm seng i min komfortzone. Men bus 4A kom, og nu er jeg her.

Nogen vil mene, at man vokser mest, når man vover sig ud af sin komfortzone. Jeg tror på det. Min komfortzone er mine fællesskaber. De der venskaber, der altid har min ryg. Og i princippet kan mine venskaber, min komfortzone, følge mig overalt, hvis bare vi planlægger det godt nok. Men det her eventyr kan dårligt nok siges at være planlagt, og derfor er det et eventyr udenfor min komfortzone, og måske en mulighed for at vokse som menneske, og i min tillid til Gud.

Min frygt for at tage af sted alene, min frygt for at fryse, at være dårligt forberedt, at det blev for dyrt og at Gud ikke ville være med mig, var lige ved at afholde mig fra at tage af sted. Men nu er jeg her, og hver eneste dag giver Gud en ny high-five, og hver dag bliver min tåbelige frygtsomhed gjort til skamme. Gud er for vild, og han har altid min ryg.