Awesome uge i Kangahun!

Så er endnu en uge gået og denne gang gik den i den lille landsby Kangahun, hvor vi har boet i deres gæstehus hele ugen. Det har været Kristina og jeg og de to fortællere fra Sierra Leone. Huset er ret stort og den rene luksus. Hver morgen kogte de vand til os, som vi kunne blande med det kolde, så vi har faktisk fået varme bade hver morgen. Når vi har været på besøg i landsbyer har vi haft præsten med som tolk, så vi har slet ikke haft så store problemer med sprogbarrierer i denne uge på trods af at utrolig mange kun kan snakke mende eller krio, og egentlig mener at vi burde lære det. Der er dog ret lang vej igen eftersom vi ikke fatter et pluk af det de siger. Jeg tror nogle af dem har en ide om at hvis de bare gentager tilpas mange gange, så skal vi nok forstå det på et eller andet tidspunkt. Ikke med forskelligt tryk på ordene eller med nye fagter til. Nejnej. Det samme tryk og helst uden fagter. Derfor har vi mange gange sendt utrolig taknemlige tanker til den helt fantastiske præst. Han er i øvrigt en utrolig rar fyr, som er god til at fortælle en god historie om hvordan byerne fik deres navne og andet godt. 

Vi har haft en del strømfbrydelser, men det har ikke afholdt os fra at lære pigerne her både Ligretto og Uno, selvom I måske kan forestille jer hvilket cirkus det er, at kende forskel på grøn og blå og 9 og 6 i mørke. Men vi fik afsløret de fleste snydere, der nu måtte gemme sig i mørket. 

I ugens løb har vi også fået afklaret en masse af de mysterier, der nu måtte være, når et par unge fra den ene ende af jordkloden møder nogle fra den anden. Så vi har fået snakket om både mere og mindre vigtige ting, og omsider lært lidt mere om at joke med hinanden. Det sætter måske især jeg stor pris på. Jeg har blandt andet fået tips til, hvad jeg kan studere, når jeg kommer så langt. Et par af de gode bud er: Jura, fordi jeg er god til at snakke, gerne vil dømme og fortælle andre hvad de skal gøre, og Social Sience, fordi jeg får folk til at grine alle de steder vi er. Umiddelbart tænker jeg, at hvis jeg kan dømme folk og fortælle dem at de skal grine af det, og så gør de det.. Så er det da slet ikke en dårlig start. Men jeg tror nu jeg vil prøve at lede i lidt andre retninger efter min fremtid.

Noget andet der har været til stor morskab i den forgangne uge, er at vi er begyndt at tage vores afrikanske navne lidt mere i brug. Min danske medfortæller, Kristina, har fået det afrikanske navn Jabu, hvilket udover at det til forveksling lyder som Aladdins abe også betyder Under Regnen, så det udløser altid en masse smil og, når det regner, en god omgang fantastiske jokes om, at hun kan gå ud under regnen, for det elsker hun jo. Mit bud er, at hun har det lidt med de jokes som man har det med ”Tunfisk/tun i vand/olie eller bare i en sandwich”, hvis man hed Thun… Og hernede er der ingen, der ved at jeg hedder Thun, eftersom efternavne er overflødige i en forsamling, hvor man er 2 hvide og 50 sorte. Jeg tror vi kan kende forskel på mig og de andre Sarah’er der eventuelt måtte befinde sig i forsamlingen.. Så jeg morer mig storartet over at alle griner af hende. Faktisk er jeg selv begyndt at lave den joke, hvis jeg når det.. Hæhæ. 

Og nu tænker du sikkert, udover at jeg er en dårlig ven, at jeg endnu ikke har fortalt mit eget afrikanske navn, og du venter sikkert på endnu et godt grin. Men mit navn er sejt. Jeg hedder Jita. Det betyder ”denne her”. This one. Jeg er helt vild med det. Og det bliver brugt flittigt, selvom jeg har lidt svært ved at huske at reagere på det. For det meste siger de det med det tonefald der hører til himmelvendte øjne, når jeg gør et eller andet helt skørt, som fx at kravle op på ryglænet af sofaen for at placere min pandelampe et strategisk smart sted mens der er strømafbrydelse, spontant bryde ud i dans, barfodet at løbe hen til et hegn og tilbage fordi præsten udfordrer mig til det.. Eller andre skøre, spontane ting jeg finder på, når tiden går lidt for langsomt hernede i det skønne Sierra Leone. Jeg er heller ikke til at styre på 10 tønder land hernede åbenbart. Og så siger de: ”Jita” Og jeg ved at de synes jeg er crazy, men sød nok alligevel.

Så jeg får lært lidt mende hernede. Noget andet jeg også har lært er at bagtalelse hedder Kango Sa. Det er sådan noget vi gør, når vi kommer til at sige et af navnene på de mennesker vi er sammen med, mens vi snakker dansk, fordi vi ikke orker at snakke engelsk hele tiden. Og når de bruger mit afrikanske navn bliver det ofte til en masse sætninger på mende, der starter med JITA og så noget mere. Og så kigger alle på mig og griner. Så det fører også lidt kango sa med sig. Men de er gode til at lade som om de siger søde ting. ”Vi siger bare.. Denne her er sød, denne her er smuk osv”.. Men jeg finder altid ud af at de ihvertfald har sagt: ”Jita knows how to talk”… Jeg ved ikke helt om de mener, at jeg har ordet i min magt eller om jeg bare snakker meget. Jeg tænker, det er en blanding.

Hvorom alting er.. I den kommende uge tager vi en tur til Kenema og Kailahun, så det betyder endnu en uge i det uvisse. Men vi glæder os. Og hvis du har læst så langt som hertil i indlægget.. Så klap dig selv på skulderen og send mig en sød tanke. For så betyder jeg nok noget for dig. Det er dejligt. Tak mor.