Klokken er 19.05 og det er næsten mørkt, da en lille gruppe på 6 mennesker omsider vandrer hen ad det hævede fortov på den andenstørste gade i byen Bo i Sierra Leone. Der er fire drenge og to piger, eller fem hvide og en sort, hvilket nok er det mest nærliggende hernede, hvor hvide mennesker er noget af en sjældenhed. Forinden havde noget af et drama udspillet sig, da den mindste af pigerne stadig ikke kunne få sit sim-kort til at virke, og derfor efter en kort snak med nattevagten i sidste øjeblik besluttede sig for at bytte telefonen ud, hvilket førte til et mindre postyr, da hoveddøren på daværende tidspunkt allerede var forsvarligt låst.
Derfor hersker der nu en lettere utålmodig stemning i gruppen, som de bevæger sig hen ad fortovet. Det viser sig dog, da de drejer ned et øjeblik efter, at den lille biograf endnu ikke har åbnet dørene for aftenens forestilling, som er en Premier League match mellem Manchester United og Chelsea. Mens snakken mellem fyrene går på hvordan aftenens kamp vil forløbe er der et lidt mere tvivlsomt udtryk på de to pigers ansigter. Den ene er med i selskabet for at undersøge mere om den afrikanske kultur og derfor måske også deres måde at se en fodboldkamp på, mens den anden nok mest er der af en form for tvang, der bunder i den manglende lyst til at være alene hjemme i et hus, hvor strømmen med al sandsynlighed går om lidt.
Der står flokke af mænd udenfor den skæve trædør i det primitive hus, som er installeret i mellemrummet mellem to andre huse og alle venter på, at der bliver åbnet. Efter at have betalt de 1000 leoner det koster at komme ind får den lille skare omsider mast sig ind på de små træbænke, der udgør siddepladserne. Rummet er ca. 10 meter langt og en bredde på 3 meter, hvor en simpelt sammentømret bænkerække, der mest minder om noget man finder i en stavkirke i Norge fylder de første 2,5 meter og en lille gang fylder de sidste 50 cm. Forrest i rummet er en fladskærm, af den slags der er hvermandseje i Danmark, ophøjet på et lille bord, så alle kan se med.
Loftet består ganske enkelt af nogle tagplader, der er lagt ovenpå de hvide mursten, som udgør hver deres hus, hvor biografen nærmest er blevet klemt ind imellem, og allernådigst fået lov at leve sit luksuriøse liv, med et fuldt hus på en aften som denne.
For bænkene fyldes hurtigt, og mens vores lille flok mennesker får placeret sig på de små bænke under småsnak falder den mindste pige hen i tanker. Om hvordan hele aftenens begivenheder måske ville have være mere interessante, hvis brillerne havde været medbragt, og efterhånden som kampen går i gang flyver tankerne helt til Danmark, nærmere bestemt Silkeborg, hvor hun slet ikke er i tvivl om, at hendes kæreste i netop dette øjeblik ser den samme kamp. Og hun overvejer et øjeblik, hvor paradoksalt det er, at hun sammen med ham ikke er til at lokke med til at se en kamp på en skærm på nøjagtig samme størrelse, i en blød sofa og med snacks i alle kategorier helt gratis, mens hun her i Sierra Leone gladeligt betaler for at sidde på en træbænk og se en kamp på lang afstand, mens lydniveauet stiger omkring hende og temperaturen bliver banket helt op under det lave loft.
Luften bliver tættere og der spares ikke på stemmebåndet, når de afrikanske mænd højlydt diskuterer kampens udfald på mende, som er deres modersmål. Det er tydeligt at høre at Manchester United er favoritten, og den får heller ikke for lidt, da de misser målet for 5. gang i løbet af første halvleg, dog kompenserer en Chelsea-fan rigeligt ved at råbe og kommentere hele resten af kampen i et tilsvarende lydniveau.
En enkelt kvinde er at se udover de to malplacerede danske kvinder, som langsomt bliver mere og mere utilpasse af larmen, varmen og den krasse lugt af gammel sved, og de beslutter sig for at følges hjem når det første mål er gået ind.
Kampen endte 0-0...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar