Trip to Gobaru

De sidste par nætter har jeg fået mellem 8 og 10 timers søvn. Det er ikke løgn. Det ligner mig slet ikke, og det er jeg pinligt bevidst om, så i nat har jeg besluttet mig for at få alt for lidt søvn så der er lidt balance alligevel. Så her ligger jeg i min brede dobbeltseng med moskitonettet ud over det hele og skriver blog klokken halv 2 om natten, lokal tid, efter pandekager og et lækkert spil ligretto med mine kære bofæller.

Men for at komme tilbage til de sidste par nætter og grunden til den megen søvn, så kan jeg lige så godt rykke ud med at jeg har været på udflugt. En udflugt jeg havde glædet mig til. Ser du.. I Sierra Leone har man ligesom i Danmark stifter. Overhovedet for the anglican diocese of Bo som er vores stift er biskoppen. (Han er nice) Men så er der en masse sogne og de hedder perishes. Vi bor i det store, som er Bo, og så er der en masse andre små perishes. Dem skal vi ud og besøge nogle af. Det er jeg ret vild med. Så kommer man ligesom ud og oplever det rigtige Afrika i stedet for vores beskyttede tilværelse herhjemme i det blå hus i Bo.

Jeg kan godt lide vores beskyttede tilværelse i det blå hus i Bo viste det sig. Men de unge var utrolig søde og lavede mad til os både morgen, middag og aften, viste os rundt i området og var meget behjælpelige med at fortælle om deres liv og spille kort med os af og til. En lille sjov ting jeg ikke havde overvejet var, at sådan noget som toiletforhold ofte følger med i ”det rigtige Afrika”-pakken. Hygiejne var en by i Rusland og strøm kom hånd i hånd med den brummende lyd af en generator. (Men al maden var kogt og lækker, så don’t worry.)

Dette hus var velsignet med et lille tv på den størrelse man vist umuligt kan købe i Europa, med billedrør og meget dårlig lyd. De så nigeriansk film hele aftenen.. Gad vide om de er gode til at lave film i Nigeria? Hmm. Jeg gik tidligt i seng begge aftener. Lad os bare sige det sådan. 

Men det var nu alligevel fantastisk at se et lille fattigt sogn fylde en kirke til randen med en masse mennesker i farverigt tøj, som sang sange på mende og engelsk, klappede, dansede og gav den gas til vilde rytmer. De samlede ind 5 gange, hvilket var meget ubehageligt, fordi jeg havde glemt mine penge i præstegården, og jeg er ligesom den rige her i SL. Og nærig åbenbart. De fleste børn sad for sig selv på de forreste bænke i den ene side. De forreste bænke blev så til ca. alle bænke i den side, der blev proppet med børn i en grad så enhver forkynder i Danmark ville besvime af glæde over, at der var så mange børn til stede. De er utrolig gode til at lave børn hernede. At kirken var i gang med at blive udvidet og derfor kun synes halvt færdig, at bænkene var ved at falde fra hinanden og at meddelelserne næsten ikke var til at høre, fordi der ingen mikrofon var, præsten var hæs og regnen trommede voldsomt på taget, var der ingen der lod sig mærke med. Og efter gudstjenesten mødtes vi kort med de unge for at udveksle erfaringer og ideer til, hvordan man kunne fundraise og få flere med i kirken. Efter maden kørte vi hjem igen af den elendige vej, hvor man på trods af sikkerhedsseler umuligt kunne finde på noget bedre at lave end at holde godt fast og grine af den bumletur man var ude på, alt imens jeg i hvert fald koncentrerede mig en del om ikke at slå hovedet i vinduesrammen. Så dårlige er vejene i Sierra Leone i regntiden.