Crazyness in Kenema og Kailahun

Så nu har vi i den sidste uge været i de sidste to parishes for at kigge hvordan det så ud. Inden da havde en fyr fra kontoret dristigt udtalt at der ikke var myg i kenema.. Det var så løgn, og efter et par dage der tog vi videre til Baiima i Kailahun distriktet, hvor de ingen myggenet havde, og hvor vi i øvrigt glemte at tage vores malariapiller en af dagene. Uha, den var slet ikke god.

Kenema er den 3. største by i Sierra Leone og vi fik da set lidt af hvert af skoler og kirker og plantager og hvad dertil hører. En af dagene blev vi blandt andet spurgt om vi havde lyst til at undervise et par klasser i skolen i 20 min måske. Da vi så begyndte og det var stille og roligt og fint, dog i en kæmpe klasse med over 100 uniformerede mørkhudede børn med nogenlunde ens sort hår. Jeg droppede navnerunden, og prøvede i stedet at lære dem at sige ”Du har smukke øjne” på dansk og fik endda inviteret en lettere genert ung mand op foran klassen for at sige det til mig så alle kunne se at den går rent hjem. De lærte til gengæld mig, at sige "You look handsome” på mende, hvilket jeg har været en ivrig bruger af siden. Det er altid godt at starte samtalen med en kompliment!
Hvorom alting er, så for lige at tage tråden op med de 20 minutters undervisning, som i øvrigt startede klokken 09.00, så endte det med, at ham fyren der stod for det kom ind efter den første time og fortalte, at han lige ville hente os klokken 11.00, så der skulle vi være færdige. Det er så 20 min. I afrikansk tid..

Udover det har vi i Baiima oplevet en masse gode mennesker, set kakaobønner lige fra marken og ris stadig på marken og oplevet mere end en enkelt person have en meget specifik mening om hvilket projekt vi skal gå ud og fortælle folk, at de skal støtte. Som en ekstra bonus mødte vi i Baiima en ivrig ung mand, som var af den bestemte mening, at vi som danskere skulle stå for aftenens activities. Han var meget begejstret og det var helt umuligt ikke at grine af hans entusiasme. Hurra for ham!
Vi valgte dog denne gang, at tage hjem lørdag, da vi jo snart er på vej til Freetown for at flyve en tur tilbage til Europa. 

Mange har foreslået mig at tage et barn med. Faktisk er det helt komisk så mange der laver jokes om at jeg skal tage deres barn med til Danmark. Det er lidt en skræmmende joke synes jeg, men jeg er begyndt at tage deres børn fra dem når de siger det, og eventuelt prøve at proppe dem ned i min taske, så de kan se hvilken medfart deres barn får på vejen hjem. Og nogle af de små børn hernede skriger virkelig når der kommer hvide mennesker for tæt på. Specielt er der en i kirken, der har en lille pige der hedder Betty. Jeg tror ikke engang hun er et år. Hun er meget god til at skrige og græde, når jeg meget velmenende siger hej. Og så synes nogle af de voksne fra kirken simpelthen at det er så sjovt, at sætte hendes hånd hen på min arm, så hun bare skriger, fordi hun er så bange for mig. Men de griner bare af sort barn bange for hvid pige.