Devotion

En række blandede stole. Nogle er billige havestole i forskellige farver, andre er lavet af lettere rustent jern, og selv de ens stol er ikke helt ens. Det omkring to meter lange bord med den falmede juledug, der var centrum for gårsdagens begivenheder med kirkens unge, er i dag skiftet ud med god plads mellem stolerækkerne. Væggene er blå som på en skyfri sommerdag i det Danmark vi forlod for kun 48 timer siden, og de hvide fliser ligner ikke noget, der nogensinde har været nylagt, med spartelen, der breder sig udover de lettere ødelagte fliser. Vinduerne er omhyggeligt dækket med myggenet og et gult gardin svæver i en på forhånd tabt kamp for at dække de brede ruder. På stolerækkerne sidder en ung kvinde med en spraglet gul og mørkeblå kjole. Hendes hud, der er ren og glat, leder tankerne hen på mælkechokolade og i hendes ører glimter et par guldøreringe. Udover hende sidder et par unge fyre og forrest i lokalet sidder pastoren med sin bibel og byder os velkommen med sit brede, hvide smil.

Vi bliver budt hjertelig velkommen og som vi bevæger os rundt og giver hånd til de fremmødte kan jeg ikke komme udenom den umiskendelige følelse af at være malplaceret. Selvom vi er i overtal som hvide er det tydeligt at mærke, at det ikke er os, der styrer showet. Vi sætter os på rækkerne, flere mennesker ankommer, og andagten sættes i gang med kvindens rene stemme, og snart synger alle i rummet med på en sang jeg ikke er helt sikker på hvilket sprog er på. Det kunne have været engelsk, krio eller mendes. Men det kommer lige til at tage et par dage før vi forstår deres African-English uden problemer.  Der klappes i takt og efterhånden som jeg finder ind i takten udviskes følelsen af malplacerethed og sorte og hvide forenes i sangen, bønnen, oplæsningen af Guds ord og den efterfølgende snak.