lørdag den 28. september 2013

Dagens begivenhed

Solen skinner med fuld kraft fra den blå himmel, hvor små klynger af skyer af og til driver forbi. Så kommer der en sky foran solen og hele den betonbelagte gårdsplads ligger i skygge. Men lige nu har solen frit spil, og de brandvarme stråler rammer en lille nøgen dreng med mørk hud, som trækker vand op ad brønden til aftenens bad. Huset er helt stille og kun de små pytter vand på betonet viser at der for kun en halv time siden var gang i samtlige medlemmer af huset inklusiv nattevagten, da gårdspladsen skulle rengøres. Det store bord, som ellers normalt står i spisestuen indenfor, står nu under halvtaget og vidner om dagens begivenheder i baggården ved det blå hus. Stolene står spredt og en mørk kvinde gør stilfærdigt rent efter det afrikanske måltid, der blev tilberedt her tidligere på dagen af et par hvide piger og deres afrikanske venner. Som tingene er nu er det ikke til at se, hvordan de afrikanske piger bestemt gav deres kortfattede ordrer til de hvide, om hvordan maden skulle tilberedes, og heller ikke at maden slet ikke blev færdig til den tid, hvor alle de unge fra kirken begyndte at ankomme for at spise med. Nej, det er ikke til at se nu hvor eftermiddagssolen glimter i det vand, der flyder henover jorden.


Men der hersker vist ingen tvivl om at det skete. For de danske piger, der tilberedte maden er der i dag hændt noget de er helt uvante med. Efter at have lovet hinanden ikke at tage andre hjælpemidler i brug end de får besked på, har de kæmpet en ulige kamp med temperament og tid, mens de har skrællet frugter, hakket kød, skåret blade og åbnet dåser med tomatpuré med en og samme kniv. Henad vejen fik de afrikanske piger nok af de danske pigers ubehjælpsomme forsøg, og der blev erklæret undtagelsestilstand, hvor afrikanere blev tilladt at hjælpe danskerne med at lave maden, da der ellers herskede tvivl om hvorvidt maden nogensinde ville blive færdig. Nogle ordrer blev givet for kontant hvilket ofte resulterede i den ene piges stejlen over ikke at blive spurgt pænt, alt imens den anden pige for det meste sad stille og roligt i gang med, hvad hun end måtte blive kommanderet til. De unge ankommer og mens kvinderne ivrigt kaster sig i gang med arbejdet finder de unge fyre en stol hver og danskerne må med undren se på mens kønnene opdeles under arbejdet. Med endnu større undren må de betragte mændene, sorte som hvide, bænke sig omkring bordet for at påbegynde middagen bestående af et stort fad ris med jordnøddesuppe, mens kvinderne sætter sig i skrædderstilling omkring en anden skål på gulvet, for at spise deres del af den netop færdigberedte suppe. Ingen finder det underligt, at kønnene fordeles sådan, og de hvide piger er ganske enkelt for forundrede og mundlamme til at gøre noget ved det absurde optrin. Det eneste der beviser at optrinnet ikke er lige normalt for alle, er den lille, korthårede, danske pige som fornøjet spæner rundt for at forevige dette kulturchok med sit alt for store Pentax-spejlreflekskamera.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar