En bommert eller to til folket...

I dag havde vi for første gang dagvagt. Det er en sød kvinde, der hedder Mammi og som er så klar til at vaske vores tøj, tage opvask og lave mad af og til hvis vi ønsker det. I går snakkede vi med vores kontaktperson hernede om at hun havde første arbejdsdag i dag, og jeg synes han fortalte os at hun ikke er så god til engelsk eller noget i den retning. Jeg starter derfor dagen ud med, meget klatøjet og søvnig at stå foran huset og snakke med nattevagten, som lige skal ordne min telefon, da Mammi ankommer for at tage over. Jeg er jo et rart menneske og vil gerne byde hende velkommen, så jeg beder naturligvis vores søde nattevagt, som både taler engelsk og Mende (originalsproget), om at oversætte et ”Velkommen, vi er glade for at du er her”. Det vil han selvfølgelig gerne, men inden han gør det kigger han lidt forlegent på mig og siger følgende: ”She understands, what you are saying…”. Så lidt engelsk kunne hun jo da.

Om jeg kunne have gravet mig ned? Ja. Her står jo den klassiske model af det hvide overmenneske, som tænker, at alle sorte er primitive skabninger uden forståelse for andre kulturer.. Så jeg stod der, helt akavet, og fik fremstammet et godmorgen og så kom jeg ellers ind i huset igen i en ordentlig hast, hvor jeg klagede i min nød til mine meddanskere inden vi for første gang i Afrika satte tænderne i nylavet havregrød.

Det var så den første umiddelbare bommert i Afrikas land. Den næste følger kun få timer efter, da jeg under dagens orientering får en kommentar, der lyder ret meget a: ”Sarah, you like to sleep, what else do you like? 

Nåh.. Glemte jeg at nævne at min interesse for ”Sierra Leones religiøse praksis” måske ikke var så stor at emnet holdt mig fanget i flere timer? Well, den kære pastor tog det pænt og heldigvis var det ikke ham der underviste på det givne tidspunkt. Han så det bare fra en af rækkerne bagved. Så det..
(Han minder mig i øvrigt lidt om Eddie Murphy, og jeg kan love jer der kom liv i mig, efter hans høje grin, da jeg tabte mit hoved..)

Manchester United - Chelsea

Klokken er 19.05 og det er næsten mørkt, da en lille gruppe på 6 mennesker omsider vandrer hen ad det hævede fortov på den andenstørste gade i byen Bo i Sierra Leone. Der er fire drenge og to piger, eller fem hvide og en sort, hvilket nok er det mest nærliggende hernede, hvor hvide mennesker er noget af en sjældenhed. Forinden havde noget af et drama udspillet sig, da den mindste af pigerne stadig ikke kunne få sit sim-kort til at virke, og derfor efter en kort snak med nattevagten i sidste øjeblik besluttede sig for at bytte telefonen ud, hvilket førte til et mindre postyr, da hoveddøren på daværende tidspunkt allerede var forsvarligt låst.
Derfor hersker der nu en lettere utålmodig stemning i gruppen, som de bevæger sig hen ad fortovet. Det viser sig dog, da de drejer ned et øjeblik efter, at den lille biograf endnu ikke har åbnet dørene for aftenens forestilling, som er en Premier League match mellem Manchester United og Chelsea. Mens snakken mellem fyrene går på hvordan aftenens kamp vil forløbe er der et lidt mere tvivlsomt udtryk på de to pigers ansigter. Den ene er med i selskabet for at undersøge mere om den afrikanske kultur og derfor måske også deres måde at se en fodboldkamp på, mens den anden nok mest er der af en form for tvang, der bunder i den manglende lyst til at være alene hjemme i et hus, hvor strømmen med al sandsynlighed går om lidt.

Der står flokke af mænd udenfor den skæve trædør i det primitive hus, som er installeret i mellemrummet mellem to andre huse og alle venter på, at der bliver åbnet. Efter at have betalt de 1000 leoner det koster at komme ind får den lille skare omsider mast sig ind på de små træbænke, der udgør siddepladserne. Rummet er ca. 10 meter langt og en bredde på 3 meter, hvor en simpelt sammentømret bænkerække, der mest minder om noget man finder i en stavkirke i Norge fylder de første 2,5 meter og en lille gang fylder de sidste 50 cm. Forrest i rummet er en fladskærm, af den slags der er hvermandseje i Danmark, ophøjet på et lille bord, så alle kan se med.
Loftet består ganske enkelt af nogle tagplader, der er lagt ovenpå de hvide mursten, som udgør hver deres hus, hvor biografen nærmest er blevet klemt ind imellem, og allernådigst fået lov at leve sit luksuriøse liv, med et fuldt hus på en aften som denne.
For bænkene fyldes hurtigt, og mens vores lille flok mennesker får placeret sig på de små bænke under småsnak falder den mindste pige hen i tanker. Om hvordan hele aftenens begivenheder måske ville have være mere interessante, hvis brillerne havde været medbragt, og efterhånden som kampen går i gang flyver tankerne helt til Danmark, nærmere bestemt Silkeborg, hvor hun slet ikke er i tvivl om, at hendes kæreste i netop dette øjeblik ser den samme kamp. Og hun overvejer et øjeblik, hvor paradoksalt det er, at hun sammen med ham ikke er til at lokke med til at se en kamp på en skærm på nøjagtig samme størrelse, i en blød sofa og med snacks i alle kategorier helt gratis, mens hun her i Sierra Leone gladeligt betaler for at sidde på en træbænk og se en kamp på lang afstand, mens lydniveauet stiger omkring hende og temperaturen bliver banket helt op under det lave loft.

Luften bliver tættere og der spares ikke på stemmebåndet, når de afrikanske mænd højlydt diskuterer kampens udfald på mende, som er deres modersmål. Det er tydeligt at høre at Manchester United er favoritten, og den får heller ikke for lidt, da de misser målet for 5. gang i løbet af første halvleg, dog kompenserer en Chelsea-fan rigeligt ved at råbe og kommentere hele resten af kampen i et tilsvarende lydniveau.
En enkelt kvinde er at se udover de to malplacerede danske kvinder, som langsomt bliver mere og mere utilpasse af larmen, varmen og den krasse lugt af gammel sved, og de beslutter sig for at følges hjem når det første mål er gået ind.

Kampen endte 0-0...

Se nu der..

Vi skal smage kokosnødder, så en gut kravler op i palmen for at sparke nogen ned. Alt for fedt!

Vi hjalp de unge med noget fundraising de laver hver lørdag. Her vasker de hvide mennesker en brønd, mens de sorte kigger på.. 

Vi er på restaurant for at smage noget afrikansk mad. Man kan diskutere æstetikken i serveringen, men risen er da formet...

Devotion

En række blandede stole. Nogle er billige havestole i forskellige farver, andre er lavet af lettere rustent jern, og selv de ens stol er ikke helt ens. Det omkring to meter lange bord med den falmede juledug, der var centrum for gårsdagens begivenheder med kirkens unge, er i dag skiftet ud med god plads mellem stolerækkerne. Væggene er blå som på en skyfri sommerdag i det Danmark vi forlod for kun 48 timer siden, og de hvide fliser ligner ikke noget, der nogensinde har været nylagt, med spartelen, der breder sig udover de lettere ødelagte fliser. Vinduerne er omhyggeligt dækket med myggenet og et gult gardin svæver i en på forhånd tabt kamp for at dække de brede ruder. På stolerækkerne sidder en ung kvinde med en spraglet gul og mørkeblå kjole. Hendes hud, der er ren og glat, leder tankerne hen på mælkechokolade og i hendes ører glimter et par guldøreringe. Udover hende sidder et par unge fyre og forrest i lokalet sidder pastoren med sin bibel og byder os velkommen med sit brede, hvide smil.

Vi bliver budt hjertelig velkommen og som vi bevæger os rundt og giver hånd til de fremmødte kan jeg ikke komme udenom den umiskendelige følelse af at være malplaceret. Selvom vi er i overtal som hvide er det tydeligt at mærke, at det ikke er os, der styrer showet. Vi sætter os på rækkerne, flere mennesker ankommer, og andagten sættes i gang med kvindens rene stemme, og snart synger alle i rummet med på en sang jeg ikke er helt sikker på hvilket sprog er på. Det kunne have været engelsk, krio eller mendes. Men det kommer lige til at tage et par dage før vi forstår deres African-English uden problemer.  Der klappes i takt og efterhånden som jeg finder ind i takten udviskes følelsen af malplacerethed og sorte og hvide forenes i sangen, bønnen, oplæsningen af Guds ord og den efterfølgende snak. 

Welcome to Sierra Leone...

Vi er ankommet til Sierra Leone! Efter lidt over 24 timers rejse ankom vi i går aftes til Freetown klokken 22..05 Sierra Leonsk tid. Det er så 00.05 i vores tid. Vi sov som små stene indtil vi så stod op klokken 07.00 for at nå et bad, som vi havde fået fortalt der var mulighed for.

Jeg kan lige så godt sige det som det er. Luften er lidt mere fugtig hernede end den er hjemme i DK. Og så mødte vi i morges, klokken 07.10, en lille overraskelse i form af en bruser, der ikke virkede over hoftehøjde… Og så tænker man jo: Haha Sarah, er du da højere end det? Var det et problem for dværgen? Og svaret er Ja og Nej.
Jeg er med mine 1,57 cm højere end de flestes hofter ihvertfald, men det var ikke et problem da jeg 2 timer senere bumlede mod Bo i en tætpakket bil uden aircondition.

Nevertheless er jeg stadig spændt på livet her i Sierra Leone.

Vi er installeret i et stort blåt hus med tykke mure og en sød vagt, som gerne hjælper os med alle de problemer en håndfuld forvænte danskere kan have i et betonhus i Afrika. Vi har mødt de unge i kirken og givet den max gas til en voldsom omgang fællessang og en leg jeg ikke er sikker på nogen af os forstod.
Så ja.. Vi lever og vi har det godt.

At min nye ”seje” korthårsfrisure opfører sig lidt mærkeligt i tropisk klima kan I høre mere om en anden dag… 

Bare en tanke...

124 timer og 50 minutter.
Så lang tid går der til toget sætter i gang fra Silkeborg station. Forhåbentlig har jeg kysset kæresten farvel og sidder i selvsamme tog. Parat til en rejse, der kommer til at vare de efterfølgende 22 timer, hvis alt går som planlagt.
Det bliver en nat uden 8 sammenhængende timer i en blød seng, og uden et sundt og nærende morgenmåltid, og starten på en periode på omkring 6 uger uden venner og familie i nærheden.
Jeg synes det lyder hårdt. Sådan vildt hårdt. Også spændende selvfølgelig. Men hårdt.
Måske får jeg ikke et ægte bad de næste 6 uger, jeg kan ikke sætte hår ordentligt og alt mit tøj bliver sikkert grimt og ødelagt. Og de spritnye Nike Free jeg købte for 900 kr. i går bliver vildt støvede.
Internettet er nok heller ikke særlig godt dernede. Så kan jeg ikke tjekke hvornår der er udsalg på nettet og ikke gå på facebook hver dag.

Sierra Leone er af FN vurderet som det næstmindst udviklede land i verden, kun 60.000 ud af 5.000.000 har internet, og halvdelen af befolkningen er under 18 år.
Indtil 2001 herskede en frygtelig borgerkrig i landet.

Kontordage

De sidste par dage har gået med at prøve en slags hverdag på kontoret her i Århus. Jeg er hjemløs, eller "uden fast bopæl" som det jo hedder, så det vil sige at jeg sover hos min søster om natten, og så prøver jeg at finde på lidt spas at lave i dagtimerne, så jeg ikke bare skal sidde hjemme på sofaen der. Og så leder jeg efter lejlighed jo.

Så når man ikke har noget hjem, og man i øvrigt ved at man om præcis en uge sidder på flyet mellem Brussels og Freetown, så er det lidt en joke at lade som om det er hverdag. Men vi to globale fortællere sidder her på vores smarte kontor, med vores arbejdscomputere og smarte Nokia Lumia og føler os noget så smarte og "thihi-så-sagde-vi-bare-at-det-her-var-hverdag"-agtige.
I går konkurrerede vi lidt indbyrdes om at skaffe likes på facebooksiden, og der må I gerne hjælpe til alle sammen. Den kan du finde her: https://www.facebook.com/#!/AfrikaInTouch?fref=ts: Der er simpelthen en ansat til at hygge med siden, så den er faktisk ret spændende. Så sent som i morges så jeg et billede af de nye globale fortællere i min newsfeed. Det' da okay.
I morgen går turen til KBH alt for tidligt om morgenen, til et introkursus om konfirmandaktion, hvor vi desuden har planlagt lidt af hvert af Zulu-sommerbio, en tur i operaen og en Nik&Jay-koncert i Tivoli.. Jaja. Vi keder os ikke i Afrika InTouch.

I går fik vi i øvrigt den gode billet, så nu er vi helt sikre på dato og tid, men vi ved endnu ikke om vores visum er gået igennem, så det er stadig lidt spændende. I næste uge har vi lykkeligvis fået lov til at forberede os til rejsen derhjemme og så bare lige med lidt hjemmearbejde. Og det er da meget dejligt, når man tager i betragtning at mine ting er spredt ud over Silkeborg og mine forældres hjem små 200 km væk. Så mine forberedelser kommer nok delvist til at foregå i et tog. Jaja. Det er ikke let at være hjemløs og tage til Afrika.

Så Afrika-status lige nu er: Billet: tjek, vaccinationer: tjek, informationer: TJEK.. Så mangler vi bare: Program, pakning og visum. Men det er bare formaliteter...

Nu tilbage til arbejdet.
/Sarah Thun

VildtLiv

Så er der gang i festen. 

For knap to måneder siden blev jeg indkaldt til jobsamtale hos Afrika in Touch, et par dage senere blev jeg ringet op og den 1. juni sagde jeg Jatak til at blive Global Fortæller. Kort beskrevet går det ud på, at jeg tager en smuttur til Sierra Leone her omkring den 20. august, bruger 6 uger på at indsamle historier og indtryk i det afrikanske, hvorefter jeg flyver hjem, strikker et lækkert og spændende foredrag sammen, som jeg farer Danmark rundt med indtil jul. 
Det bliver hovedsageligt for konfirmander, efterskoleelever og ellers andre mennesker, som ønsker et besøg med tropiske islæt. Her har jeg dog ladet mig fortælle, at en efterårsferie vil forekomme mellem opholdet i Afrika og "turneen" i det danske land. Det er også ret fint.
For bare lige at færdiggøre den meget interessante jobbeskrivelse jeg lige greb mig selv i at påbegynde, så kan jeg oplyse, at jeg efter juleferien får besøg af en efter sigende frisk pige fra Sierra Leone, som jeg også skal besøge mens jeg er dernede. 
Hun skal rundt og fortælle en masse fra sit land, hvor jeg skal agere som tolk, vært, bedste ven, chauffør og sikkert meget mere. Så det bliver rigtig festligt. 
Efter hun er rejst hjem og konfirmandaktion er slut er jeg egentlig også færdig med at arbejde her. Bum! Så fik vi lige de overordnede retningslinjer på plads. 

Men hvorom alting er, så er der netop i dette øjeblik et usandsynligt spændende og informerende kursus igang på Diakonhøjskolen i Århus. Her er jeg sammen med den anden globale fortæller og en masse volontører igang med at forberede os på de chok der venter os i det store Afrika. Det er en masse meget søde mennesker, som er fulde af spas og med på at lege en masse fede lege. Det bliver helt sikkert gavnligt i alle de forskellige lande vi tager til. Vi får hørt noget om Gud, lært en masse om Afrika, mødt fremtidige kolleger og i eftermiddag skal vi vaccineres. Mine forældre og min kæreste har endda ladet sig lokke til at komme omkring i morgen aften til en udsendelsesfest. 

Så de tanker jeg for et halvt år siden havde om at starte på en uddannelse og blive lidt mere seriøs er i den grad erstattet af en spænding ved tanken om den forekommende rejse, et nyt, fedt og udfordrende job og måske mere klarhed over Guds planer med mit liv.

Jeg klager ikke. :)

/SarahThun