Soloeventyr med Gud

Havde du spurgt mig for 5 dage siden, havde jeg sagt, at det var fuldstændig urealistisk, at jeg skulle sidde ved et af de her parkborde, hvor bord og bænke hænger sammen, på en terasse i Grækenland, der helt sikkert har sin storhedstid langt senere på året end januar, og skiftevis drikke et sip af min friskbryggede kaffe og af en karton appelsinjuice jeg købte i supermarkedet i går. Havde du spurgt mig for 5 dage siden, havde jeg været vild med tanken, men nok ikke set det ske.

Havde du spurgt mig for 4 dage siden, da jeg modtog de nødvendige informationer, for at kunne springe på flyet med det samme, og da jeg fandt ud af, at de 3 uger som er minimumsgrænsen for, hvor længe jeg skal være her, kun akkurat kunne ske, hvis jeg tog afsted samme dag, og flyver hjem den 31. og dermed lander i Kastrup mindre end 20 timer før jeg skal påbegynde mit 3. semester, havde du spurgt mig da, var jeg nok begyndt at græde, fordi hele ideen om et eventyr helt alene, kun sammen med Gud var angstprovokerende. Men de gav mig en ekstra dag at løbe på, og hvis du havde spurgt i søndags omkring 21.00, så havde jeg lige købt min billet, og skulle nå en bus snart, så jeg kunne tage toget til Kastrup. For 3 dage siden.

Da jeg stod ved busstoppestedet Åby Ringvej/Silkeborgvej, hvor jeg ofte har stået, håbede jeg lidt, at mine forældres velkendte sølvfarvede bus ville holde ind i stedet for den store, gule 4A. Jeg ville drage et lettelsens suk, springe ind, og i stedet for at tilbringe natten i et tog, en kold lufthavn og 3 forskellige fly kunne jeg tilbringe den i en varm seng i min komfortzone. Men bus 4A kom, og nu er jeg her.

Nogen vil mene, at man vokser mest, når man vover sig ud af sin komfortzone. Jeg tror på det. Min komfortzone er mine fællesskaber. De der venskaber, der altid har min ryg. Og i princippet kan mine venskaber, min komfortzone, følge mig overalt, hvis bare vi planlægger det godt nok. Men det her eventyr kan dårligt nok siges at være planlagt, og derfor er det et eventyr udenfor min komfortzone, og måske en mulighed for at vokse som menneske, og i min tillid til Gud.

Min frygt for at tage af sted alene, min frygt for at fryse, at være dårligt forberedt, at det blev for dyrt og at Gud ikke ville være med mig, var lige ved at afholde mig fra at tage af sted. Men nu er jeg her, og hver eneste dag giver Gud en ny high-five, og hver dag bliver min tåbelige frygtsomhed gjort til skamme. Gud er for vild, og han har altid min ryg.