Et langt døgn

Det er som om vinteren meldte sin ankomst over en enkelt nat, med sne, blæsevejr og stabile mængder af vand, der står ned fra himlen. Mængder der er perfekte til regndans, at trampe i vandpytter eller en lille gåtur i regntøj, men som kombineret med sne og frostgrader gør det farligt at køre i de skarpe sving op og ned ad de stejle veje i bjergene på øen. Og i mængder som for en flygtning, der bor i en uopvarmet enhed i en flygtningelejr i Moria, kan betyde døden. Fire flygtninge døde i går på græsk jord. Fire mennesker.

I nogle af lejrene er alle frivillige trukket tilbage, fordi det er for farligt at køre derud. I Sykaminios skiftes team af 4-5 personer til at tage 24-timers vagter. Vi kørte i går til Moria, hvor vi havde vores første morgenvagt. Vi kørte hjemmefra kl. 07.30. Vejret var fint, men fordi rygtet gik, at det skulle regne, tog jeg alligevel gummistøvlerne med. 

Den opvarmede lejr for sårbare familier var endnu ikke tømt, da vi ankom. Alle skal være ude kl. 08.30, så de frivillige rengøringsfolk kan komme til, og en ny dag starte. Men fordi vejret var dårligt og de varslede regnvejr, lod vi alle blive inde. Det er dejligt at arbejde et sted, hvor fortjenesten er reddede menneskeliv og glæde. Omkring middag får vi en ny briefing. Færgen, som sejler alle de registrerede flygtninge til Athen, strejker. Det begynder at regne, mens vi får instrukser, og en kø af mennesker, som gerne vil ind i varme og tørvejr, begynder at dannes foran porten. Vi prøver at fokusere på briefingen, mens der utålmodigt bliver revet i porten. Jeg fortryder, at jeg lod min jakke ligge på 3 etage, da jeg bliver sendt ud for at holde styr på mængden af mennesker, og dele dem op så vi kan være sikre på, at familier sover i samme rum.

Jeg prøver at se hård ud. Det gør Mariwan, min bodyguard
 og oversætter, som elsker Lionel Messi, ikke. 

Mens regnen begynder at vælte ned strømmer flere til. Første etage er fyldt op, og jeg bevogter porten mens jeg snakker med en 13-årig gut, som lærer mig at sige ”du er smuk” på farsi, og hjælper med at oversætte, når folk går ud og ind. Han henter også en kop te til mig, og giver folk deres armbånd på, når mine hænder er for langsomme, fordi de er kolde. Han spørger mig, hvilken sport jeg kan lide og fortæller, at han holder med Real Madrid. Da en kvinde kommer forbi med en skrigende baby, spørger han, om jeg kan lide babyer, der skriger. Jeg griner og siger nej. Han griner også og fortæller om alle de babyer, der skreg på båden i morges, og om krigen i hans hjemland Afghanistan. Jeg husker, at han har oplevet en anden verden, end jeg har.

Flere børn bringer mig varme kopper med te, mens jeg åbner og lukker porten i iskoldt, silende regnvejr. En pige giver mig halvdelen af sin chokoladebar, og jeg indser, at jeg må ligne en druknet mus. Da klokken nærmer sig vagtskifte kl. 17.00 er jeg mere end klar til at tage hjem til et varmt bad og min store kuffert med tørt tøj. Jeg fryser helt ind til benet og jeg tror, at samtlige 5 lag tøj er våde. Mine Nike Free er gennemblødte, og jeg kan ikke mærke mine fødder. Gummistøvlerne er stadig i bilen. Vores teamleder siger, at det er for farligt at køre hjem.

Da klokken nærmer sig 18.00 er alle rummene ved at være fyldte. Vi lægger tæpper på gulvene, og fylder rummene helt ud. Væg til væg. En mand hiver mig i ærmet og prøver at få mig til at forstå, at der ikke er plads til flere mennesker i deres rum, men foran porten er der stadig en massiv kø af gennemblødte familier med grædende børn. Vores team samles og vi må finde tørt tøj i et rum med donationer inden vi forsigtigt kører til et hotel i nærheden, hvor vi en enkelt nat skal sove 11 piger i et rum beregnet til tre.

Da vi lægger os til at sove, har jeg det egentlig ok. Jeg ville hellere hjem i min egen seng, men jeg ligger ikke direkte dårligt, omend klemt ind imellem 5 andre piger i fodenden af to senge, der er skubbet sammen. Jeg tænker på, at det er underligt, at jeg kun har kendt de her piger i lidt over en uge, for det føles som om, jeg har kendt dem meget længere. Og også på, at i en flygtningelejr ikke så langt herfra ligger mennesker ligesom mig klemt imellem mennesker de ikke har kendt særlig længe. Mennesker de lige har mødt, som de ikke kender navnet på.

Jeg sover dårligt hele natten, og har ondt i ryggen om morgenen, men solen skinner og vejene er sikre igen. Vi kører hjemad mod hotellet og tørt tøj, og da vi passerer flygtningelejren, føler jeg mig velsignet, fordi jeg har et sted, jeg må kalde hjem. Både her på Lesbos og hjemme i Danmark. Og jeg ser igen alle de ansigter for mig, som passerede igennem porten, og jeg ved, at det der var et enkelt langt døgn i mit liv, det er hele deres liv lige nu.